Biogasanlæg jagter halm

posted in: Seneste nyt | 0

Om et års tid ventes Sønderjysk Biogasanlæg ved Bevtoft at være i drift – allerede nu søges halmleverandører 

Der er endnu ikke sat en dato på for det første spadestik til det kommende biogasanlæg i Hjartbro ved Bevtoft, men dagen nærmer sig med hastige skridt efter flere års forberedelse.

– Vi har endnu nogle ting, der skal på plads. Det gælder de endelige aftaler om finansieringen, men det ventes snart at være en realitet, er meldingen fra formanden for Sønderjysk Biogas a.m.b.a., Erling Christensen, Visby.

Aftalerne med entreprenører og håndværkere er aftalt, men rækkefølgen er klar. Der skal være styr på den finansielle side af sagen, inden disse kontrakter skrives under.

Flere end 100 landmænd er klar til at levere gyllen til biogasanlægget, men der er også brug for halm til det kommende biogasanlæg. Sønderjysk Biogas er derfor på jagt efter halmleverandører.

– Vi får brug for ca. 50.000 tons halm om året, og kontrakterne gælder fra første august 2015, fortæller projektleder for Sønderjysk Biogas a.m.b.a., Marina Berndt, om det udbud, det sønderjyske biogasanlæg er kommet med. Se mere under fanebladet halmkontrakter her på hjemmesiden.

erling

Erling Christensen, formand for Sønderjysk Biogas a.m.b.a., ser frem til det første spadestik på det nye biogasanlæg i Hjartbro ved Bevtoft.