Minister- og MF besøg på Sønderjysk Biogas

Minister- og MF besøg på Sønderjysk Biogas

Mandag 13. maj var energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt og MF Hans Chr. Schmidt fra Vojens på besøg hos Sønderjysk Biogas i Bevtoft. De to politikere blev vist rundt af direktør Marina Berndt og formand Erling Christensen fra Sønderjysk Biogas.

Det var et glædeligt gensyn for Lars Chr. Lilleholt, for han var nemlig med til at åbne gashanen til gasnettet,
da anlægget blev indviet den 26. september 2016. De to politikere glædede sig over at se det flotte og veldrevne anlæg.

Gas til opvarmning af 15.000 husstande
Marina Berndt og Erling Christensen redegjorde for anlæggets drift. Det har levet op til de budgetterede mål
og leverer nu op til 20 mio. m3 klimaneutral metangas gas, svarende til opvarmning af 15.000 husstande.
Den samlede CO2-reduktion er på 51.000 ton.

Den videre udvikling
Til gengæld kunne politikerne ikke love, at der umiddelbart ville blive ændret på kriterierne for at opnå tidskud efter den gamle ordning. Støtteordningen til biogas er på grund af særlige beregningsmodeller blevet for dyr for staten. De to politikere mente, at kommende forhandlinger måske vil føre til en række betingelser, så kun helt specielle udviklingsprojekter og lignende vil få tilskud i fremtiden.

Bestyrelsesmedlem i SLF og landmand Flemming Skov er initiativtager til, at anlægget ønskes udvidet med en økologisk linje. Han håber, at netop dette kan være et af de særlige projekter, som kan realiseres med tiden.

Herefter kørte politikerne videre til valgmøde hos SLF i Vojens, hvor dialogen om fremtidens klima fortsatte.

  

Scroll to Top